Bottle in Bond

Definition og historisk kontekst

Bottle in Bond (engelsk: bottled in bond) er en historisk amerikansk whisky-kategori fastlagt ved Bottled in Bond Act af 1897. Kategorien blev udformet for at sikre ægthed og modvirke forfalskede, lavkvalitets whiskyer i en tid med uregulering af produkter. Whiskyen betegnes som bottled in bond, når den opfylder en række statslige krav og dermed er underlagt føderalt tilsyn gennem hele lagringen.

Krav og praksis

• Destilleringssted og sæson: Whisky'en skal destilleres ved et enkelt destilleri i én enkelt destillationssæson (forår eller efterår) og må ikke være en blanding fra flere destillerier eller sæsoner.
• Aldring: Den skal lagres i mindst fire fulde år i et føderalt overvåget bonded warehouse under tilsyn af myndighederne.
• Tappeprocent: Den tappes ved 100 proof (50% ABV).
• Mærkning: Etiketten skal angive destilleriets navn og sted, hvor whiskyen blev destilleret og lagret, samt sæson og år for destillationen; angive den samlede alder og tappelsen ved 100 proof; og tydeligt markere at produktet er bottled in bond.
• Produktionskriterier: Produktet skal være fremstillet ved et enkelt destilleri i én sæson; hele processen foregår i ét bonded lagerhus under tilsyn.

Historisk betydning og nutidig status

Bottled in Bond-kategorien spillede en central rolle i forbrugerbeskyttelsen ved at give et offentligt dokumenteret spor og øge troværdigheden for whiskyerne. Loven banede vejen for standardisering af mærkning og aldersangivelser, og begrebet lever videre i dag som et kvalitetsmærke, særligt for bourbons og andre amerikanske whiskyer, hvor producenter ofte fremhæver bottle-in-bond-processen for gennemsigtighed og sporbarhed.

Bemærkninger

• 'Bottle in Bond' refererer til en specifik føderalt overvåget produktionsproces og markedsføres ofte som et kvalitetsstempel. Kontroller etiketten for at bekræfte at produktet opfylder kravene for bottling in bond.